Tips til valg af køkkenbordplade

Hvis du er på udkig efter en ny bordplade til køkkenet, er det naturligvis vigtigt, at du vælger en plade der designmæssigt passer til køkkenskabene. Bordpladen skal indgå som en naturligdel af køkkenet, men samtidig skal den opfylde dine krav til rengøringsvenlighed og vedligeholdelse. Læs med og få gode tips til valg af køkkenbordplade.

For år tilbage fandtes der kun ganske få typer af bordplader, som du kunne vælge imellem. Massive træplader, laminat og granit var i årevis blandt de mest brugte. De senere år er der dukket bordplader op i andre former som f.eks. kompaktlaminat, komposit, keramik og andre smarte og lækre bordplader.

3 tips til at vælge den rigtige bordplade

Du skal naturligvis vælge en bordplade som falder i din smag, og i det materiale som du drømmer om. Når det er sagt, så er der nogle andre elementer som vi mener, du skal være mest opmærksom på, når du skal vælge ny bordplade til køkkenet.

  • Pris – Der er enormt stor prisforskel på køkkenbordplader i de forskellige materialer
  • Vedligeholdelse – Nogle plader kræver en del vedligeholdelse, andre næsten ingen
  • Øvrig indretning – Pladen skal passe til køkkenet, men også husets øvrige indretning

Bordpladens pris

Når du skal købe en ny bordplade, uanset om det er i forbindelse med en total køkkenrenovering, eller du blot udskifter pladen i dit eksisterende køkken, så er prisen ofte et vigtigt parameter.

Prisforskellen mellem de forskellige typer af bordplader er meget stor. Priserne svinger fra nogle få hundrede kroner til adskillige tusinde kroner pr. meter bordplader. Du skal derfor ikke have mange meter bordplade, før prisen kan ændre sig markant.

Dernæst kommer forarbejdningen af pladen, som også er meget dyr – specielt i de hårde materialer. Forarbejdninger kan være udskæring til vask og kogeplade, samlinger, skrå skæringer, profilerede forkanter osv.

Laminatplader ligger som regel i den billige ende af prisskalaen, men der kan være stor prisforskel på laminat, og det har ofte noget med tykkelsen på selve laminatlaget at gøre. Meget billige laminatplader fra byggemarkeder har ofte en tyndere laminat end plader fra bordpladefabrikker. En tyk laminat er mere holdbar, og ikke så sårbar overfor stød og slag som en tynd laminat.

Træplader findes ligeledes i gør-det-selv udgaver fra byggemarkeder, som kan findes til gode priser. De specialfremstillede plader på mål er noget dyrere. Her får du til gengæld en bedre kvalitet, mange flere træsorter at vælge imellem, flere forarbejdningsmuligheder og færdige plader, der er lige til at montere.

Granit og kompositplader findes naturligvis også med et vist prisspænd, men de ligger prismæssigt nogenlunde midt i skalaen.

Plader som Dekton og keramikplader ligger i den absolut tunge ende rent prismæssigt. Her får du meget flotte og super moderne bordplader der ikke kan slides op, men du kommer også til at betale.

Vedligeholdelse af bordplader

En vigtig parameter for mange er, hvor meget tid der skal bruges på vedligeholdelse af pladerne. Mange bordplader er stort set vedligeholdelsesfri, men f.eks. massive træbordplader kræver nogen vedligeholdelse.

Hvis du ikke gider bruge tid på at oliere bordplader, så skal du ikke vælge træ. En massiv træbordplade er flot og lækker men også dyr, og den fortjener den vedligeholdelse der kræves.

Generelt er det sådan at plader med ru overflade, ikke er så sarte som plader med glatte og blanke overflader.

Almindelige laminat bordplader er lettest at vedligeholde, og de skal blot tørres af med en fugtig klud. Hvis du vælger en let ru laminatbordplade med et nistret mønster, så ses fedtfingre og lignende næsten ikke.

Ensfarvede og glatte laminatplader er mere modtagelige for fedt og snavs. Hvis en opvredet klud ikke klarer rengøringen, kan du med fordel anvende særlige laminatplejemidler med jævne mellemrum.

Det samme gør sig gældende ved stenbordplader og plader i støbte materialer, hvor den blanke overflade kan kræve en ekstra aftørring. Udover dette er plader i sten og de støbte plader stort set vedligeholdelsesfri.

Stålplader er igen blevet meget populære. Her skal du dog være opmærksom på, at pladen efter kort tids brug får en masse små ridser – præcis som du kender det fra en stålvask. Det har intet med vedligeholdelsen at gøre, men er helt naturligt for en stålplade.

Husets øvrige indretning

Hvis du laver en total køkkenrenovering, er det forholdsvis let at vælge en bordplade der passer til køkkenskabene og til rummet i helhed.

Hvis du blot vil udskifte bordpladen, så skal du være mere opmærksom på om pladen, rent stilmæssigt, passer til køkkenet.

En super hot bordplade i moderne materialer, passer måske ikke så godt til bondehuset med skæve døre og vinduer. Her vil en massiv træbordplade sikkert passe bedre.

Ligeledes vil den billigste laminatbordplade ikke passe til et dyrt designerkøkken i Strandvejsvillaen.

Du kan sagtens blande forskellige farver og materialer, og få et elegant resultat, blot du har øje for boligens øvrige arkitektur.

Nu ved du lidt mere om valg af bordplade

Valget af ny bordplade kan være en rigtig svær beslutning. Du kan med fordel bruge nogle af de mange online boligmagasiner, til at søge inspiration.

Det vil også være en god idé at besøge en professionel bordpladeforhandler, f.eks. en køkkenbutik. Her kan du se og mærke på de forskellige plader, inden du tager din endelige beslutning.

Et sidste tip er – Husk altid korrekt opmåling

Korrekt opmåling inden du bestiller en bordplade, er altafgørende. Den mindste skævhed i væggen kan betyde, at bordpladen ikke passer som den skal.

Hvis du selv er fiks på fingrene, kan du sikkert sagtens tilskære og montere en bordplade fra trælasten. Husk dog altid at montere skabene, inden du måler op til bordpladen.

Hvis du derimod køber en dyr skræddersyet bordplade, så få altid forhandlere til at klare opmålingen – ligegyldigt hvor simpel en plade, det drejer sig om. Hvis pladen ikke passer, når den kommer frem, så slipper du for at skulle diskutere skyldsspørgsmålet.

God fornøjelse med valg af bordplade.