Gulvisolering pris

Når man kigger på energirenoveringer og -forbedringer, er isolering en af de ting, der ofte kommer op. Ved at isolere ekstra godt kan man holde godt på den varme, som man betaler i dyre domme for, og samtidig opnå bedre luft og forhold indenfor. Mange har allerede opdaget glæden og fordelene ved efterisolering af vægge og loft – men gulvet bliver ofte glemt. Ikke desto mindre er gulvisolering en energiforbedring, som både giver store besparelser på varmeregningen og en mærkbar bedre komfort i hjemmet. Træk og kolde gulve giver ofte en følelse af uhygge og lav komfort. Samtidig vil dårlig eller manglende gulvisolering også medføre et massivt varmespild, hvilket er en ærgerlig udgift for både dig og miljøet. Når det er fodkoldt, har man nemlig en tendens til at skrue ekstra op for varmen, selvom lufttemperaturen egentlig er høj nok. Bor du i et ældre hus, og synes du, at din varmeregning er lidt for høj, kan ekstra gulvisolering derfor være værd at overveje.

Gulvisolering kan være mange ting

Hvis du synes, at dine gulve er kolde og præget af træk, kan det skyldes flere ting. Trækket kan eksempelvis komme fra utætte vægge og vinduer. Men det kan også opstå som et resultat af, at gulvisoleringen ikke er god eller tyk nok. Det er ikke alene for økonomien og miljøets skyld, at det kan være smart at efterisolere. Det vil også give ekstra komfort, når gulvene bliver mere varme og behagelige at gå på, ikke mindst for familier med børn i kravlealderen. Hvor nemt og billigt det er for dig at få efterisoleret under gulvet, er dog meget afhængigt af netop din bolig. Nærmere bestemt om der er en kælder eller krybekælder under dit gulv, samt om den er opvarmet eller ej. I nogle typer bygninger kan man være heldig at få billig gulvisolering, fordi der allerede er et hulrum under gulvet, som kan fyldes med isoleringsmateriale. Men selvom opgaven er lidt mere omfattende end som så, er der mange vigtige fordele ved at få efterisoleret under gulvet.

Store besparelser på varmeregningen

Energirenoveringer har aldrig før været så populære som i disse år. Grøn er det nye sort, og derfor er der mange, der gør en indsats for at gøre deres bolig grønnere. En grønnere bolig vil nemlig også være billigere at bo i. Får du efterisoleret under gulvet, vil varmen ikke længere forsvinde så nemt, og du vil derfor få mere glæde af de penge, du bruger på varme. Mange oplever mærkbare besparelser på varmeregningen, efter de har fået lagt ny og tykkere gulvisolering. Derudover er det også godt for miljøet, når man ikke lader en masse dyrebar varme gå til spilde. Er man heldig, kan man ved at energirenovere ens bolig, gå en energiklasse op. Det medfører ikke kun, at det er billigere at bo i huset, men også at den stiger i værdi. Hvis du har overvejet at sælge din bolig inden for nærmeste fremtid, er en energirenovering med fx gulvisolering en investering, som du med garanti får hjem igen.

Bedre komfort for både børn og voksne

Alle kender den ubehagelige følelse af at skulle gå rundt på kolde gulve. Selv hvis man har sokker og hjemmesko på, giver det ikke den samme rare følelse som et behageligt varmt gulv. Det gælder ikke mindst for familiens yngste medlemmer, der enten kravler eller sidder en del på gulvet. Hvis ens gulve er kolde, og det trækker, kan det i sidste ende udmønte sig i sygdom. Derfor er det utroligt afgørende for komforten og kvaliteten af ens ophold i boligen, at man får ekstra gulvisolering. Det er en forskel, man vil mærke med det samme – og mange år ud i fremtiden. Hvis man bor i en ældre bolig med lidt eller ingen gulvisolering, kan man altså forbedre både økonomien, ens CO2-udslip og familiens velvære ved hjælp af en efterisolering af gulvet.

Trænger dit gulv til efterisolering?

Det er ikke alle, for hvem det kan betale sig at investere i ekstra isolering af gulvet. Der vil næsten altid være en besparelse med mere isolering, men i nogle tilfælde kan udgifterne overstige de indtægter, man får på længere sigt. Derfor skal man lige tænke sig om og tage bestik af ens egen situation, inden man kaster sig ud i et projekt med efterisolering af gulvet. Kan du svare ja på disse 4 spørgsmål, tyder alt på, at du og din familie ville nyde godt af at investere i gulvisolering.

  • Er dit hus bygget før 1985?
    I 1985 blev der opstillet nye regler og krav mht. blandt andet isolering og byggeri. Derfor vil huse, der er opført efter 1985, være forsynet med bedre gulvisolering fra start af. Det er også grunden til, at det ofte er i de ældre boliger, at der vil være fodkoldt.
  • Er dit isoleringslag mindre end 100 mm?
    Under 100 mm isoleringsmateriale vil medføre, at den varme, som du betaler i dyre domme for, nemt vil forsvinde ned gennem gulvet. De nutidige krav er på mindst 300 mm gulvisolering. Du kan ofte se tykkelsen på din gulvisolering på tegningerne af din bolig. Kan du ikke finde tegningerne, kan du også vælge at tage et gulvbræt op og måle selv.
  • Er dit gulv ikke allerede blevet efterisoleret?
    Dit hus kan sagtens være gammelt og stadig have et udmærket isoleringslag. Hvis der fx allerede er blevet efterisoleret under gulvet, er det klart, at du ikke vil få nær så meget ud af at gøre det igen.
  • Skal der etableres gulvvarme eller nyt gulv snart?
    Hvis du har planer om at installere gulvvarme i dit hjem eller lægge et nyt gulv, giver det god mening at efterisolere samtidig. På den måde kan du slå flere fluer med ét smæk, og udgifterne til den enkelte gulvisolering vil ikke være så uoverkommelige.

Gode og miljøvenlige resultater med polystyren

Der findes flere forskellige former for isoleringsmateriale, som man kan vælge at bruge til blandt andet gulvisolering. Det er dog især polystyren – også kendt under navnet flamingo – der bliver brugt til gulvisolering. Der er ikke tale om helt almindelig flamingo, men derimod et produkt, der indeholder 98% luft. Samtidig er det et stødabsorberende, kemisk inaktivt, fugtafvisende og lufttæt materiale, hvorfor gulvisolering med flamingo er oplagt. Især er det populært at bruge polystyren fra mærket Sundolitt til gulvisolering. En anden fordel ved materialet er, at det giver en ganske lille miljøpåvirkning. Polystyren kan nemlig smeltes om og genbruges, hvorfor det er langt mere miljøvenligt end andre materialer til isolering.

Hvad koster gulvisolering – og kan det betale sig?

Der er altså mange fordele ved at få efterisoleret under gulvet – herunder store besparelser og øget komfort i hjemmet. Men spørgsmålet er, om det kan betale sig. Og svaret er naturligvis helt afhængigt af, hvad det egentlig koster at få efterisoleret sit gulv. Desværre kan man ikke give noget fast svar på, hvad gulvisolering koster. Hvor stort projektet er, og hvor dyrt det bliver, er nemlig helt afhængigt af husets gulvkonstruktion, samt om der er kælder under huset eller ej. Projektet kan nemlig udforme sig forskelligt, alt efter netop din bolig. Typisk ser man disse 4 scenarier:

  1. Huse uden kælder med hulrum
    Er der et hulrum under dit gulv, men ingen kælder, kan et isoleringsfirma komme og blæse isoleringsgranulat ind i hulrummet. Det er ikke nødvendigt at rive gulvet op, og derfor er denne løsning ofte den nemmeste og billigste.
  2. Huse med krybekælder
    Findes der en krybekælder under dit gulv, kan isoleringen monteres på krybekælderens loft. På den måde kan man isolere gulvet nedefra. Dette stykke arbejde skal dog gøres meget omhyggeligt og med særlig opmærksomhed på dampspærre og ventilation, da man ellers kan risikere at få fugtskader.
  3. Huse med kælder
    Er der kælder i dit hus, sættes isoleringen op på det eksisterende loft. Derefter laver man et nyt loft under isoleringen. Det tager ca. 20 cm af loftshøjden. Hvis kælderen er opvarmet, er det ofte ikke nødvendigt at efterisolere under gulvet, da varmen stiger opad og derved vil sikre et varmt og behageligt gulv.
  4. Huse direkte på terrændæk
    Ligger dit gulv direkte på terrændækket, og er der ingen plads eller hulrum til isolering, bliver det en besværlig og dyr løsning. Den eneste måde, hvorpå man så kan efterisolere, er ved at bryde betonlaget under huset og grave ud, så der bliver plads til efterisolering. Her er det igen utroligt vigtigt, at man får kompetent professionel hjælp.

Indhent 3 gode tilbud og sammenlign

Altså er det stort set umuligt at give et rammende bud på, hvad gulvisolering med fx flamingo koster. Det er nemlig helt afhængigt af netop din opgave. Men vil du gerne have en idé om, hvad gulvisolering vil koste for dig, kan du indhente 3 gode tilbud. Det giver mulighed for at sammenligne de forskellige priser og giver en idé om det generelle prisniveau. Derefter er det langt nemmere at vurdere, om gulvisolering kan betale sig for dig. Er du træt af kolde gulve, og vil du gerne gøre noget godt for både din bolig, din økonomi og miljøet, så er det et godt første skridt at tage.

Author

Write A Comment

“Websitet anvender cookies til at huske indstillinger, statistik og målretning af annoncering. Informationer deles med tredjepart. mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk